Børneværelse med plads til vokseværk

Det er altid en udfordring at indrette et børneværelse. På den ene side vil man gerne give barnet lige præcis det værelse, det drømmer om. Om det er superhelte op og ned ad væggene eller en rumraket som seng, vil vi bare gerne vores børn det bedste. Men på den anden side skifter børn ofte mening, og de kan vokse fra det flotte værelse i løbet af et år eller to. Derfor giver vi dig her et par tips til, hvordan du indretter et børneværelse, der både er fyldt med fantasi og kan udvikle sig med barnet over flere år.

Vælg den rigtige seng

Sengen er det centrale element i mange børneværelser. Desværre er den også et af de mest besværlige, fordi det er svært at finde den helt rigtige seng. I starten er det nødvendigt at have en helt lille seng til spædbørn, men i løbet af få år vokser barnet fra denne seng. Her kan det virke voldsomt at gå direkte til en juniorseng, men det er altså den smarteste løsning.

En juniorseng kan følge barnet i mange år, som regel indtil 8-10-årsalderen. Her er mange børn begyndt at have meget stærke meninger om værelsets indretning, så det er alligevel omkring den tid, at den næste store renovering som regel finder sted.

Juniorsenge fås som du kan se her både i helt neutrale udgaver og med diverse temaer. Her er det op til jer at vurdere, hvad der vækker størst glæde, men også samtidig har en lang holdbarhed for jeres barn. Nogle gange er det helt fint at købe en temaseng, hvis barnets begejstring for lige netop det tema er meget rodfæstet.

Neutrale basiselementer

Uanset hvilken seng, du beslutter dig for at købe, er det i grove træk en god idé at vælge neutrale basiselementer. Det indbefatter også sengen, men du kan bedre skifte et enkelt møbel ud med tiden i stedet for at skulle skifte hele møblementet. Gå derfor efter et neutralt og pænt skrivebord, som også kan justeres i højden, så det kan vokse med barnet. Det samme gælder for opbevaringsmøbler, som sagtens kan følge barnet i mange år.

Det er også en god idé at male vægge og andre faste elementer i en neutral farve – for eksempel hvid, men I kan også vælge noget med lidt mere spræl i. I kan herefter dekorere med wallstickers med det tema, der passer til lige netop dit barn. Klistermærkerne kan nemt pilles ned eller skiftes ud senere, så I ikke skal male hele rummet forfra.

Alternativt kan I dekorere væggene med tapet med motiver, og det behøver bestemt heller ikke at være særligt svært. I skal blot være opmærksomme på, at der enten skal tapetseres igen eller males over, når barnet vokser fra temaet. Men de fleste børneværelser trænger også til en gang maling oftere end husets andre rum, så det er op til jer at vurdere, hvad der passer til jeres familie.